SUB88 har haft succes med at starte et U9 pigehold i foråret 2024, her løber der 10 friske piger rundt og er i gang med at starte et fællesskab omkring fodboldspillet. Dette kulminerede med at efter sommerferien var der mod på at tilmelde sig DBUs turneringer, hvor holdet kunne komme ud og spille kampe. Lørdag den 24. august blev pigerne kastet for løverne, der i forbindelse med byfesten i Skals skulle spille mod BMK i deres allerførste kamp.
BMK er en sammenslutning ligesom SUB, mellem nabobyerne Bjerregrav, Møldrup og Klejtrup. BMK havde spillet en god håndfuld kampe, så det var på forhånd en svær kamp, på en lidt større bane end pigerne var vant til. Men der blev kæmpet, Heppet og scoret et mål. Så humøret var helt i top efter kampen og man kunne mærke, at fællesskabet havde fået stærkere bånd.
Allerede efter den første kamp, så var der ikke længe til at næste opgør skulle stå, her var det Team Viborg, holdet skulle møde. Team Viborg, der hører til ude i Liseborg området, har dannet rammen i mange år for pigefodbolden i kommunen, hvor der også er et godt tilbud til piger, der gerne vil spille fodbold.
Selvom pigerne startede godt, så kom Team Viborg hurtigt med i kampen og fik overtaget - hvor det også var tydeligt, at nogle af dem havde spillet fodbold i længere tid, hvor der var en anden spilforståelse og lidt flere afleveringer i holdet. Efter pausen kom U9-pigerne godt med, hvor det var lidt i modstrid med fysikkens love, virkede det som om jo længere kampen skred frem, jo mere energi fik pigerne, og så begyndte målene at komme.
Da dommeren fløjtede kampen af, var pigerne vokset et par centimeter, og glæden var ikke til at tage fejl af og der blev sunget sejrssang, sagt godt spillet og givet high-fives. Og selvom trætheden begyndte at melde sig, både den fysiske men også mentale træthed, så var de brede smil ikke til at tørre af ansigtet.
Flot kæmpet af de seje U9 piger, hvor læringskurven er god, og lysten til at spille fodbold vokser fra gang til gang.